Om RG Rom Gummi

RG Rom Gummi er en dansk produktions-virksomhed, som står for høj kvalitet og hurtig levering. Siden Leif Kristensen grundlagde RG Rom Gummi den 1. marts 1983, har virksomheden været i konstant udvikling, og vi servicerer derfor i dag mange forskellige brancher i både Europa, USA og Fjernøsten.

De første år fokuserede vi primært på fiskeindustrien med gummiprodukter til garn- og notfiskeri. Efterfølgende har vi udvidet sortimentet betydeligt med specialproducerede gummiprodukter bestående af formstøbte gummiemner og varmvulkanisering af gummi på alle tænkelige og


utænkelige emner. Produkterne anvendes til alt fra
robotter og veteranmotorcykler over entreprenør- og landbrugsmaskiner til brug inden for offshore- og fødevareindustrien.
Denne mangfoldighed af opgaver med de dertilhørende produktionsprocesser og kunderådgivning har givet os bred erfaring og dybdegående viden om produktionen af gummiemner, hvilket gør, at vi kan give dig den helt rigtige vejledning hver gang.

I 2008 efter 25 år med Leif Kristensen ved roret og efter godt ti år med glidende generationsskifte overtog sønnen, Jesper Berg Kristensen, RG Rom Gummi. Virksomheden havde på daværende tidspunkt seks medarbejdere. Efterfølgende blev Jan Skov Trabjerg medejer og tilførte virksomheden stor teknisk viden inden for procesudvikling og dokumentation. I forlængelse heraf oprettede vi selskaberne RG Detectline og RG Seasight Fenders. RG Detectline tilbyder metal- og røntgendetekterbare produkter til fødevare- og medicinalindustrien, mens RG Seasight Fenders laver fendersystemer af høj kvalitet til offshoreindustrien.

Ved begyndelsen af 2013 med et 30års jubilæum lige om hjørnet havde vi på fem år tredoblet antallet af medarbejdere, mens antallet tre år senere i 2016 var seksdoblet. Denne anseelige vækst medførte, at vi for tolvte gang i virksomhedens historie måtte udvide arealet, og at RG Rom Gummi blev hædret med erhvervsprisen Gazelle 2016.
At RG Rom Gummi oplever denne enorme vækst, skyldes et konstant fokus på omstillingsparathed og på at skabe individuelle løsninger uanset opgavens omfang og antallet af emner. For hos os er ingen opgave hverken for lille eller for stor.